KFS

”11. marts 2011. Ud for Japans nordøstkyst, 72km fra Oshika-halvøen. Et enormt jordskælv, og en efterfølgende flodbølge, der har rystet idéen om moderne kernekraft.

Fukushima-anlægget var bygget til at håndtere voldsomme naturfænomener. Siden Tjernobyl-ulykken i 1986 har der været ekstra bevågenhed omkring de atomare faciliteter. Derfor var der grundlæggende godt styr på det i Japan. Anlægget håndterede da også det voldsomme jordskælv på forbilledlig vis. Men den efterfølgende tsunami?

Anlægget lukkede automatisk ned for at skærme sig for naturfænomenet. Men så kom vandet fossende. Al elektronik og de arbejdsomme nødgeneratorer blev druknet. Og så begynde fadæsen. For når sikkerhedsforanstaltningerne svigter, sker den ulykke, som egentlig blev afværget i første omgang. Vandet var et problem. Som en ven, der har taget en mere teknisk uddannelse end min bogtunge teologi, viderebragte fra sin undervisning: ”Vis vand væk, vand volder vanskeligheder!”

Vandet oversvømmede Fukushima den dag i 2011. Jeg husker at følge med på en form for liveudsendelse fra DR. Der er noget meget uvirkeligt over at følge en krise i realtid. I modsætning til meget af det, man kan møde i historieundervisningen, sker det jo lige nu. Lidt spændende, men også ret uhyggeligt.

Nødgeneratorerne, der skulle stabilisere atomreaktorerne, satte ud, og derfor skete det ubærlige: Lækager af radioaktivt i atmosfæren og efterfølgende radioaktiv spredning og nedfald i området. Alle de forfærdeligheder, der fodrer en ”Atomkraft – nej tak”-kampagne.

Atomkraft er vældig praktisk, indtil det lige pludselig slet ikke er det. Og hvad bærer skylden? I Fukushimas tilfælde var det ikke dårlig planlægning, ikke menneskelige fejl eller dumme beslutninger. Det var dårligt vejr i yderste potens.
I dagens tekst møder vi ekstremt vejr, der ikke bare følger naturens gang. Her møder vi en Gud, der har kontrol over vejrfænomenerne. Og en profet, der udviser en klippefast tro på den Gud, der er altings skaber og opretholder. Og så en konge, Akab, der er ret ligeglad med den profet og hans Gud.

Der udspiller sig et længere drama mellem Akab og Elias i slutningen af Første Kongebog. Det er fortællingen om en gudløs konge, der i 22 år regerer fra sin residens i Samaria i Nordriget. Og så den skruebrækker af en profet, Elias, der nægter at bøje sig for andre end Bibelens Gud.

Allerede profetens navn er interessant. ”Elijahu”, som han hedder på hebraisk, er en sammentrækning af Eli, der betyder ”min Gud”, og Jahu, som betyder ”Herren” eller ”Jahve”. Hans navn er altså et religiøst statement: ”Min Gud er Herren”. Altså Bibelens Gud. Stik lige den op i fjæset på kong Akab, der indfører afgudsdyrkelse med nærmest industrielle proportioner.”

Om Israels hidtil værste konge og hurtigløberen Elias. Lyt med via linket i kommentarsporet 🎧

”Tilbage til den mørke aften i Bayern i 1937. For mig bidrager det til hele hændelsens uhyggelighed, at podiet er designet efter et afgudsalter. Her står Hi**er og udbreder sin propaganda. Her står manden, der få år senere river Europa fra hinanden og opildner masserne. Er det politik eller gudsdyrkelse?

Efter Salomo dør, går Israels rige i opløsning. Og nu bliver det lidt teknisk. For i de næste afsnit har vi at gøre med to riger: Israel og Juda. Israel er navnet på Nordriget, der består af de fleste stammer og det største område. Juda er navnet på Sydriget, der primært består af det område, Judas stamme fik givet dengang israelitterne indvandrede i Kana’an under Josva.

I Nordriget bliver Jeroboam den første konge. Af grunde, som jeg ikke vil udfolde her, bliver riget delt, og Jeroboam, der ikke er efterkommer af kong David, får det største rige.

Men Jeroboam har et problem. For selvom han har et rige, har han ikke noget tempel. Templet ligger jo i Jerusalem, som er hovedstad i Sydriget. Og så går Jeroboam i panik. For når befolkningen i nord tre gange årligt drager på valfart til de store fester i Jerusalem, vil de måske blive lokket at syds fordele: et mere stabilt kongehus og selve Guds tempel. Den går ikke.

Jeroboam er snarrådig, og måske har han hørt bare en lille smule efter i toraskolen, da han var ung. Han vælger i hvert fald rent geografisk at indramme sit rige med to guldkalve. Ja, den er god nok. Den lidt latterlige afgud, som israelitterne fik Aron til at lave mens hans bror Moses var oppe på Sinaibjerget, vender helt uventet tilbage.”

Vi skal et s**t omkring Albert Speers tribune i Nürnberg, nazismens massemøder og Pergamonalteret.

Lyt med via linket i kommentarsporet 🎧