Kroppens Vej

Jeg har været til 40-års fødselsdag i aften. Jeg havde aftalt med mig selv og værten, at jeg ville gå hjem kl. 23, da jeg ikke kan klare en hel fest uden at det koster flere dages restitution efterfølgende.

Allerede kort efter kl. 22 kunne jeg mærke, at jeg begyndte at zoome ud - gå fra at deltage i festen til at være tilskuer til festen. Og så kunne jeg lige så godt tage hjem.

Da jeg sagde farvel til værterne og min mand blev jeg ked af det, og jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, som pludselig ramte mig.

Normalt har jeg mest fokus på de ting, som jeg kan, men da jeg nu måtte gå fra en fest som den første, blev det meget tydeligt for mig, at der var noget, som jeg ikke kunne. Et punkt, hvor jeg adskilte mig fra de andre gæster. Måske var det det, som ramte mig.

Jeg er ikke helt sikker, og det er egentlig heller ikke super vigtigt, jeg prøver bare at være med ked-af-det-heden, give den lov til at være her og rumme den.

Godaften, godnat og tak for festen

Tænk engang, jeg er meget lidt aktiv på denne side, og alligevel får jeg nye likes på siden. Det er motiverende!

Jeg har ikke opgivet siden, men jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg lever mit liv med min nye diagnose; Aspergers Syndrom. Jeg har haft det hele mit liv, men nu kan jeg endelig forstå, hvorfor jeg har så meget sværere ved visse ting end andre, og hvorfor jeg er gået ned med depression igen og igen.

Lige nu er jeg i en fase, hvor jeg øver mig på at leve med min diagnose i stedet for som hidtil, hvor jeg har kæmpet imod min natur, fordi jeg troede, at det var noget, jeg skulle arbejde mig ud af.

Måske skal jeg ikke opfinde et nyt koncept til denne side, måske skal jeg bare fortælle om den proces jeg er midt i.
Fortælle om når det går godt, men også når det vælter for mig, fordi jeg enten ikke formår at få passet på mig selv eller der vælter for meget ind fra højre, som jeg er nødt til at tage mig af - ressourcer eller ej.

Hvordan lyder det mon?

BAGSIDEN AF EN DEPRESSION
Jeg vågnede og konstaterede, at jeg havde sovet længe og resten af familien for længst var taget afsted, hvorpå jeg lukkede øjnene igen og sov videre.
Da jeg vågnede igen fik jeg slæbt mig ned på sofaen træt, tung i kroppen og ør i hovedet. Og ikke mindst tung i sindet.
Jeg spiste en pose popcorn og en muffin og gik ud og brækkede det op igen. Tilbage på sofaen.
Da min søn kom hjem kiggede han bekymret på mig og spurgte, om jeg var ok. Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg ikke ønsker, at min sygdom skal påvirke mine børn - men det gør den....
Jeg kom i tøjet og gik en tur. Min krop var uendelig tung, og min sindsstemning var tilsvarende. Jeg græd, mens jeg gik, og jeg savnede mening med det hele. Jeg spekulerede på, om jeg havde selvmordstanker, men konstaterede, at det havde jeg ikke - idag. Jeg har aldrig oplevet at mit sind har overbevist mig om, at børnene ville være bedre tjent uden mig, og det er både en forbandelse og en velsignelse.
Efterhånden som jeg gik, kunne jeg mærke, at min krop føltes mindre tung, og jeg følte mig knap så nedtrykt. Jeg spekulerede på, om jeg mon er klar til at starte på arbejde om 1½ uge og det stressede mig lidt.
Jeg ringede til en god og kær veninde, som endnu engang støttede mig i, at det vigtigste er at jeg passer på mig selv.
Det er bare så svært, når jeg er så træt, at jeg ikke orker gøre det, som jeg ved er godt for mig.
Nu sidder jeg efter gåturen; træt i hovedet, tom i følelserne og dvask i kroppen og ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg tænker "hvad er meningen??"