Nikoline

Min debut EP “A Path Through Grief” er ude nu på din streamingtjeneste! Giv den et lyt(eller 20?) og del i din story.
Disclaimer: Den er god og kan medføre tårer i øjnene🤭

Sangskrivere: Emma Proietti og

Producere: og

Tak til for at støtte finansieringen af projektet 🙏🏼

MIN DEBUT EP “A PATH THROUGH GRIEF” udkommer på alle tjenester natten til fredag kl 00!!

En EP, der fortæller historien om min sorgproces og den indre rejse, jeg har været på, siden min mor døde tilbage i 2013.

Én af sangene er “Love Never Dies”, som jeg mest af alt vil kalde en fejring af kærlighed. Den italesætter mit allervigtigste budskab til dig, der måske er i sorg.
Dét, som gjorde den største positive forandring for mig at indse.
At kærligheden består alt. Selv døden.
Jeg havde mistet min mor. Og det er for evigt en sorg.
Men hun elskede mig og jeg elskede hende.
Dét kan jeg aldrig miste. Det smukkeste imellem mennesker. Det smukkeste i livet. Kærlighed.
Kærligheden vil altid være intakt.
Hun lever i mit hjerte. 🩷

Jeg kommer til at sætte flere ord på sangene, min sorgproces og de læringer, jeg har gjort mig undervejs.

Så hvis du kender én i sorg, så del opslaget - og sangene med dem. Det gør en forskel 🩷

Foto:
Fotoredigering:
Hår: /
Make up:

Nu er det vidst på tide at annoncere, at min næste single “The Funeral” har release den 24. oktober! Hurtigt efterfulgt af min debut EP “A Path Through Grief” ugen efter den 31. oktober!
Det er så stort for mig, at denne EP endelig skal se dagens lys.
Du kan presave “The Funeral” allerede nu. Find linket i bio 🩷🍁

I dag talte jeg med min psykolog. Vi talte om min barndom, som vi altid gør. Fordi det er dér roden til smerten ligger. Vi talte om den lille pige. Der stod helt alene i en krigszone, da hendes forældre skændtes. Tog alt ansvaret på sig da de blev skilt. Fortalte sig selv, at hun skulle være den artige og gode pige for ikke at gøre sin mor endnu mere ulykkelig. Blev ængsteligt besat af at have styr på sig selv og sin omverden. Og glemte, at hun faktisk er god nok, præcis som hun er. At hun faktisk elsker sig selv. Og altid har gjort det. Fordi vi er kærlighed. Vi består alle af det. Og vi er alle forbundet til den samme kerne. Vi talte om, at jeg ikke altid mærker det, fordi jeg skal mærke smerten, der skabte fortællingen først. Så det gjorde jeg. Og det var mere befriende end smertefuldt.
Egentlig er det smertefulde at modsætte sig smerten. At holde fast i alle de historier, vi opdigter om os selv og verden for at prøve at passe ind. Fordi hver gang vi prøver at passe ind, forlader vi os selv.
Så nu holder jeg lidt om mig selv. Den lille pige. Giver hende den omsorg og tryghed, hun havde brug for, men ikke fik dengang. Fortæller hende, at jeg er her. Jeg har hende. Jeg passer på hende. Jeg elsker hende 🩷